Inquiry

V1 gallery præsenterer
Void
En solo udstilling af Thomas Øvlisen

Thomas Øvlisen besøgte i 2003 V1 med den roste udstilling Stuff. Nu er han tilbage med udstillingen Void, der både indbefatter maleri og skulptur.

Thomas Øvlisen er uddannet på den velrenommerede Rhode Island School of Design i New York i 2001. De sidste tre år har han tilbragt herhjemme som kunstner.

Øvlisens malerier og skulpturer har et karakteristisk udtryk, som i høj grad skyldes både valg af materialer (billak, emaljemaling, acrylspartel og polystyren skum) og Øvlisens arbejdsmetoder som minder meget om en autolakers. Hans malerteknik er inspireret af hans ophold i New York, hvor klimaet medfører at vind og vejr ofte slider lakken af bilerne inden rusten sætter ind. Dette slid skaber et mærkværdigt og ofte melankolsk udtryk - et udtryk som man vil nikke genkendende til i Thomas billeder.

Med Void placerer Thomas sine billeder i tomrummet efter den industrielle revolution, både teoretisk og fysisk. Han kommenterer samfundets smid-væk mentalitet og prøver med sin brugtbils-æstetik at gøre opmærksom på de kulturelle omvæltninger den vestlige kultur har undergået siden begyndelsen af sidste århundrede.

Øvlisens gennemgående billedlige temaer er hans erindringer om idyllisk landlig natur. Den romantiske tanke bliver kontrasteret af et mekaniseret og industrialiseret udtryk. Selvom udstillingen er stærkt personlig, skinner Thomas Øvlisens store kunsthistoriske viden konstant igennem og giver billederne endnu en dimension der peger mod en større sammenhæng. Void svæver som en helstøbt oplevelse i tomrummet.